Inflation på Finanskrisen.excathedra.dk

På denne side er forskellige tekster om først og fremmest inflation gengivet og kommenteret. I samspil med deres kommentarer giver det et godt indblik i inflationens anatomi og nogle af dens konsekvenser.

Der er blandt teksterne en stribe leksikonartikler om inflation så gamle som fra 1820, der giver et historisk perspektiv på emnet, et indtryk af opfattelserne af inflation gennem tiderne og et indtryk af, hvad der er blevet lagt i ordet gennem tiderne. Således vil de glimtvis demonstrere, at man for årtier – for ikke at sige århundreder – siden faktisk på en række afgørende punkter havde en operationelt mere præcis og rammende opfattelse af, hvad inflation og pengevæsen er, og en mere slagkraftig analysestrategi med hensyn til at forstå konsekvenserne af manipulation af pengene.

De er overordnet med fordi inflation – altså pengeskabelse – er det, der inducerer konjunkturcyklussen, herunder den økonomiske nedgang, der lige nu i det konkrete tilfælde omtales som »Finanskrisen«.

Der er en yderligere konsekvens af inflation, nemlig at inflation medfører en overførsel af rigdom fra befolkning til stat og mellem befolkningsgrupper. Denne virkning er i vore dage om muligt endnu mere overset end den første, og glimrende beskrevet i flere af de gamle tekster her på siden.

Den lille alkymist

Eventyret nedenfor i sine 2 versioner er fra James M. Buchanan (f. 1919) og H. Geoffrey Brennan (f. 1944) i deres bog fra 1991, Constitutional Economics.

Hvad ville en ti-årig pige sige, hvis man læste de to eventyr for hende? spørger de 2 forfattere ... nok at ingen lille alkymist ville være så dum at slette den opskrift. Men hvad hvis vi så tager og bytter ordet »alkymist« ud med »regering« og ordet »guld« ud med »papirpenge«? Så har vi en parallel til den virkelige verden, hvor staten har magten til at trykke pengesedler og indløse dem for varer og ydelser. Men vi forventes at tro, at staten kun vil bruge denne magt i folkets interesse, og holde sig fra at bruge den til købe de ting, den måtte ønske, skrives det af de to amerikanere.

Den lille alkymist, version A:
Der var engang en lille alkymist, der boede langt inde i skoven. Han brugte al sin tid på at finde en måde at lave sand til guld på. Så en dag blev hans indsats belønnet – han fandt en hemmelig opskrift, med hvilken han kunne lave alt det guld, han nogensinde kunne ønske, ud af sandet nær sin hytte.

Den lille alkymist kunne da lave guld og bytte det for, hvad hans hjerte end måtte begære. Han byggede først et fint slot og fyldte det med smukke ting. Han hyrede mange tjenere: Stuepiger, kokke, butlere, gartnere og kuske. På hans bord stod gourmet-mad fra hele landet. Han fyldte en stald med fine heste. Processionen af smukke piger, som kom og besøgte slottet, antydede for nogle ret kyniske iagttagere, at den lille alkymist brugte sit guld til at købe stort set alt.

Alle andre mennesker i landet blev gjort fattigere af alkymistens opdagelse, eftersom de måtte afgive varerne og arbejdskraften, der gik til at bygge slottet, træne de fine heste og dyrke madvarerne. Selv de smukke pigers selskab gik man glip af. Alle de andre mennesker forstod selvfølgelig ikke, at det nye guld, den lille alkymist fremstillede, simpelthen reducerede værdien af alt landets øvrige guld, som altid havde været brugt som penge.

Den lille alkymist, version B:
Den lille alkymist opdagede den hemmelige opskrift til at gøre sand til guld. Men før han lavede noget guld, besluttede han sig for at se på det med en økonoms briller. Han ville overveje indvirkningen af sin opdagelse på alle folk i landet. Den lille alkymist forstod, at han – hvis han ville – kunne lave guld og bruge det til at købe alle de varer og ydelser, han ønskede. Men han forstod også, at alle disse ting måtte komme fra nogen; andre måtte afgive deres varer og arbejdskraft for at opfylde hans ønsker. Mens han ville blive meget rig, ville de andre bliver meget fattige. Da den lille alkymist tænkte lige så meget på andre menneskers vel som sit eget, besluttede han slet ikke at benytte sig af opdagelsen. Han lavede ikke så meget som en unce guld af sand. Han bygggede ikke noget fint slot; han hyrede ikke nogen tjenere. I stedet slettede han den hemmelige opskrift, så den aldrig nogensinde er blev fundet.




Inflation and you, 1942


Artiklen Inflation and you, som der her bringes uddrag fra, er skrevet af Ludwig von Mises og blev trykt i det nu hedengangne – dog genopståede – tidsskrift The American Mercury i juli-nummeret i 1942. Der bringes her uddrag fra teksten.

Mises (1881-1973) er den helt store skikkelse i den økonomiske skole kaldet Den Østrigske Skole, med sin analyse af markedet, pengene, renten og konjunkturcyklussen. En nutidig skikkelse, der opererer med von Mises's teorier, er Peter Shiff, der derfor kunne være tidligt ude med forudsigelser om de økonomiske konjunkturer.

Der har været så meget lærd snak om truslerne fra og de alvorlige konsekvenser af inflation, at almindelige mennesker er begyndt at blive mistænksomme. Var det ikke sådan, at 1920’ernes økonomer – pånær nogle få outsidere, som de andre hånede for at være ortodokse og doktrinære – forudsagde stedsevarende velstand? Hvad nu hvis deres nuværende frygt ikke er teoretisk bedre underbygget end deres optimisme for 15 år siden. Lægmænd har derfor ret til at bede specialisten om at forklare sagen og om at gøre det i et forståeligt sprog.

[…]

Alle ved at inflation er en stor øgning i den tilgængelige mængde af penge og pengesubstitutter såsom bankkredit. I et land som De Forende Stater, som udfører så meget af sit forretningsliv via checks og gennem bankkreditter, er det vigtigste middel i skabelsen af inflation ikke så meget seddelpressen som øgelsen af penge via gearingen i bankernes udlån. Alle ved også, at en generel stigning i priser og lønninger er det uundgåelige resultat af inflation.

[…]

Der er imidlertid udbredt uvidenhed med hensyn til de sociale virkninger af inflation. Hvordan påvirker den Dem, hvis De er erhvervsdrivende, arbejder, landmand? Hvad gør det ved Deres ejendomme, Deres gæld, Deres forsikringer?

[…]

Sociale og økonomiske konsekvenser af inflation

Det første faktum, der skal pointeres i svaret på disse spørgsmål er, at inflation er til skade for alle kreditorer. Des mere priserne stiger, des ringere vil købekraften være at de tilgodehavende beløb. Den dollar, der blev lånt ud, kunne købe flere varer end den dollar, der betales tilbage.

Og hvem er kreditoren? Berører inflation kun forretningsmænd og finansfolk? Langt fra. De, der læser disse linier, er med sikkerhed en kreditor. Enhver person, som har en fordring på betaling af enhver art på et senere tidspunkt, er en kreditor. Hvis De har en opsparingskonto, hvis De ejer obligationer, hvis De er berettiget til en pension, hvis De har betalt for en forsikring, er De en kreditor og er derfor ramt direkte af inflation.

[…]

Kreditorens tab er naturligvis debitorens fortjeneste. Debitoren er manden, der lånte tusind eller en million fuldvoksne dollars og betaler tilbage med tusind eller en million værdiforringede dollars.

[…]

Det mest skæbnesvangre resultat af inflation kommer af, at den stigning i priser og lønninger, som den medfører, indtræffer på forskellige tidspunkter og i forskellige grad på forskellige varer og ydelser. Nogle kategorier af priser og lønninger stiger hurtigere og højere end andre. Ikke bare inflation i sig selv, men dens ulighed, skaber ravage.



Guld og økonomisk frihed, 1966


Artiklen Gold and economic freedom, som der her bringes uddrag fra, er skrevet af Alan Greenspan og blev trykt i nyhedsbrevet The Objectivist i 1966.

Forfatteren er en vis Alan Greenspan (f. 1926) på et tidspunkt, hvor han – som det fremgår – var vældig optaget af farerne ved inflation. Primært er hans ærinde generel økonomisk 'sundhed', altså at markedet og prisdannelsen fungerer. Desuden, som det fremgår til sidst, at begrænse statens mulighed for at oparbejde store underskud.

Ironien i at bringe uddrag fra teksten ligger naturligvis i, at Alan Greenspan senere blev formand for centralbanken i USA i perioden 1987 til 2006, og i den funktion stod for netop det, han 20-30 år tidligere netop plæderede så fint imod, og ganske enkelt gjorde alt forkert i forhold til hans egen artikel i 1966 og med de samme konsekvenser, som han beskrev i 1966.

En næsten hysterisk modstand mod guldfoden er et fælles træk, som forener tilhængere af stærk statsmagt af alle overbevisninger. De synes at mærke – måske mere raffineret end mange hårdnakkede tilhængere af laissez-faire – at guldfod og økonomisk frihed er uadskillelige, og at guldfoden er et redskab i laissez-faire og at den ene forudsætter den anden.

[…]

Når banker låner penge ud til at financiere produktive og profittable initiativer, bliver lånene betalt tilbage og bankernes kredit fortsætter med at være tilgængelig. Men når erhvervstiltag financieret af banklån er mindre profittable og investeringerne kun langsomt betales tilbage, føler bankfolkene snart ud af, at deres udestående lån er for store i forhold til guldreserverne, og så begynder de at være tilbageholdende med at låne mere ud, sædvanligvis ved at hæve renten. Dette har tilbøjelighed til at begrænse financieringen af nye erhvervsinitiativer, og kræver af de eksisterende lånere, at de forbedrer deres indtjening, før de kan få kredit til ny udvidelse. På den måde står guldfoden under et frit banksystem som som garant for stabilitet og balanceret vækst. Når guld accepteres som betalingsmiddel af stort set alle lande, tjener en umanipuleret guldfod til at fremelske en verdensomspændende arbejdsdeling og den mest muligt udbredte internationale hande.

[…]

Af og til, som et resultat af overdrevent hurtig kreditudvidelse, havde banker udlån lige til grænsen af deres guldbeholdning, renten steg stejlt, kredit blev tilbageholdt, og økonomien gik ind i en hård, dog kortvarig recession. (Sammenlignet med depressionerne i 1920 og 1932 var depressionerne før Første Verdenskrig meget milde.) Det var de begrænsede guldbeholdninger, der forhindrede den uhæmmede vækst i erhvervsaktivitet, før den kunne udvikle sig til en katastrofe som dem set efter Første Verdenskrig. Gentilpasningsperioderne var korte og økonomien genoprettede hurtigt et sundt grundlag for at fortsætte væksten.

[…]

Men: Modstanden mod guldfoden af enhver art fra et stigende antal tilhængere af velfærdsstaten er blevet fremført på grund af en meget mere spidsfindig indsigt: Erkendelsen af at guldfoden ikke gør kronisk budgetunderskud mulig. (Velfærdsstatens fremmeste kendetegn.)



Conversations-lexicon, 1820


Denne leksikonartikel er fra et dansk leksikon fra 1820.

På titelbladet står blandt andet:

Conversations-lexicon

eller

encyklopædisk Haandbog oversat efter den tydske Originals sidste Oplag, med adskillige Forandringer og Tillæg,

af Hans Ancher Kofod

Overlærer ved Metropolitanskolen

Kjøbenhavn 1820


Artiklen er stort set medtaget her på sitet som et kuriosum.

Med »Myntomløbet« menes cirkulationen af penge, eller nærmest en datidig version af vor tids bruttonationalprodukt. I den henseende er det interessant at læse, hvordan 1700-tallets Frederik den Store af Preussen hånes for fejlagtigt at have troet, kan kunne forøge nationens rigdom ved en hvilken som helst økonomisk aktivitet. Det kan læses som en forhånelse ud i fremtiden af John Maynard Keynes og nogle af hans tanker i hans berømte bog fra 1936, The General Theory of Employment, Interest and Money.

Sjovt er det også at læse sætningen om, at staten hellere skulle lade »Mynten blive i Borgernes Hænder«, hvilket lyder som en berømt sætning, den konservative statsminister fra 1982 til 1993, Poul Schlüter (f. 1929) sagde cirka 160 år senere. (»Pengene har det bedst i borgernes lommer«).

Myntomløb (almindeligt, Skjøndt urigtigt kaldt Pengeomløb). Mynten løber om, for saavidt den ofte afhændes. Disse Afhændelsers Mængde og følgeligen Myntomløbets Livlighed afhænger for Størstedelen af Folkemængdens Tiltagen, Nationalformuens Forøgelse, Arbeidets Fordeling og Udbredelsen af Vellevnet. Massen af den Mynt, der forefindes hos en Nation og er bestemt til Ligningen af de i Handelen bragte Varer, udgjør en Nations Omløbsmyntmasse. Med Tiltagelsen og Aftagelsen af Omløbsmyntmassen, har Tiltagelsen og Aftagelsen af Capitalmyntmassen intet tilfælleds; begge beroe meget mere paa aldeles forskjellige Grundsætninger. Massen af den omløbende Mynt kan tiltage betydeligt i et Land, medens Massen af Myntcapitaler aftager og omvendt. Svaret paa det Spørgsmaal, om Massen af omløbende Mynt hos et Folk er stor eller ringe, beroer saavel paa Kundskab om Handelens Udstrækning, som paa Omløbets Beskaffenhed, Capitalmyntforraadets Størrelse eller Ringhed maa derimod gandske bedømmes efter det Forhold, som finder Sted imellem Myntcapitalers Tilbyden og Efterspørgsel. Forvexlingen af Begreberne af Capitalmyntforraad og Omløbsmyntforraad har givet Anledning til Vildfarelser og Misforstaaelser. Mangen bliver det, ved al den Sikkerhed, han er istand til at Skaffe, vanskeligt, for ringe, i det mindste maadelige Renter af laane Myntcapitaler, medens alle Handelsforretninger i et Land afgjøres ved den sædvanlige Mynt, og det bliver Enhver, der har Varer at faldbyde let, af sælge dem til høiere Priser. I statsoekonomiske Henseende har Myntomløbets Livlighed kun for saavidt Værdie, som Afhændelsen have samme, af hvilke hiint Omløb er en Følge. Efter Omsætningerne uden al eller i det mindste uden tilstrækkelig Modværdie. f. Ex. ved hensigtsstridige offentlige udgifter, ved Dyrtid, foregaae de saaledes, at Nationalcapitalen derved staaer i Fare, saa ere de aldeles ikke at rose, og det stærke Myntomløb er snarere et sørgeligt end et glædeligt Phaenomen. Foregaae de derimod paa en saadan Maade, at Nationens Capital og derved dens Indkomst formeres, saa ere Afhændelserne og den derved foraarsagde Myntomløb høist priisværdig. Et levende Myntomløb beviser ei altid en høi Velstand, men kun en betydelig Omfang af Tuskhandel. Myntomløbets Tiltagen kan være en Følge af forhøiet Nationalvelstand og er det virkeligt og sædvanligt, men den kan og have sin Grund i gandske andre Aarsager. Den Vildfarelse, at Myntomløbets Livlighed i sig selv virkede velgjørende paa Nationalrigdommene, har ofte forledet Regjeringerne til de urimeligste Forholdsregler. Man bildte sig ind alerede derved at kunne berige Nationen, at man forstærkede Pengeomløbet, og dette Maal søgte man især af naae derved, at man Skarpt adskildte Næringsveiene i Byen og paa Landet og de forskjellige Næringsgrene indbyrdes og paa denne Maade tvang Borgerne til hyppige Omsætninger ved Mynten. Selv Frederik den store troede at finde Nationalvelstanden i Myntens levende Omløb og anvendte en stor Deel af Statsindkomsterne paa Oprettelsen af øde Palladser og andre unyttige Bygninger. Men Nationalrigdommen kan ei forhøies paa nogen anden Maade end ved Formerelsen af Varer, hvoraf igen et forøget Myntomløb er den umiddelbare og naturlige Følge. Thi jo flere Varer eller Nydelsesmidler der gives, desto større er og Lysten til at nyde, desto flere Omsætninger maae finde Sted. Paa denne Maade naaes sikkrest og hurtigst den Hensigt af forstærke Myntomløbet. Men at hæve Paalæg og saaledes berøve Statsborgerne en Deel af deres Privateiendom for at gjengive dem sammen for Lediggang eller unyttigt Arbeide, er et Taskenspillerie, der kun medfører Tab. Bedre vilde det være, hvis Staten slet ikke hævede disse Paalæg, men lod Mynten blive i Borgernes Hænder, hvem det vist nok ei vilde mangle paa Leilighed til at gjære en for Nationalvenstanden nyttigere Brug deraf end Staten. Med Myntomløbets Styrke maa man dog ei forvexle dets Hurtighed. Der kan nemlig være liden Mynt i Omløb hos et Folk, men den kan løbe hurtigt. Myntomløbets Styrke retter sig efter Omsætningernes Mængde overhovedet, hvilke foretages ved Hjelp af Mynten, Hurtigheden derimod beroer paa Mængden af Omsætninger, som foretages i et vist Tidsrum med et og samme Myntstykke. Om end Myntomløbets Styrke ingen Indflydelse har paa nationalvelstanden, saa er den velgjørende Indflydelse, som Omløbets Hurtighed i denne Henseende yttrer, gandske umiskjendelig. Den bevirker nemlig, at Myntmassen ei behøver at forøges i samme Forhold, som Omsætningerne tiltage.



Salmonsens konversationsleksikon, 1893-1899


Denne leksikonartikel er fra den første udgave af Salomonsens leksikon, med den fulde titel Salomonsens store illustrerede Konversationsleksikon – En nordisk Encyklopædi. Bind 9, hvori denne artikel står, udkom i 1899.

Det er ingen artikel om ordet 'inflation' i denne udgave, skønt fænomenet selvfølgelig var kendt fra tidlig tid. Derimod står altså denne artikel om 'inflationister', altså en politisk bevægelse i USA, der efter borgerkrigen ønskede, at guldindløseligheden ikke skulle føres tilbage til samme beløb som før krigens inflation, altså var man ganske klogt modstandere af faktisk den »pariføring«, som man med stor negativ effekt førte i Danmark i 1920'erne efter Første Verdenskrigs inflation.

Inflationister, kaldes det Parti i de nordamerikanske Fristater, som modsatte sig Inddragningen af de i Anledning af Borgerkrigen udstedte Papirspenge og til Dels holdt paa Udstedelsen af flere. Den yderste Fløj forlangte enddogsaa Udstedelsen af saa mange Papirspenge, at hele den konsoliderede Statsgæld – over 2000 Mill. Dollars – kunde afbetales dermed. partiets navn stammer fra, at en Overfuldning af Markedet med Papirspenge kaldes Inflation (»Oppustning«), medens Indskrænkning af deres Mængde betegnes som Kontraktion. Bevægelsens Oprindelse maa søges i den Nedgang i Priserne, som fulgte med den 1866 paabegyndte Inddragning af papirspengene som en nødvendig Reaktion mod den Højde, hvortil Priserne vare drevne op ved den store Noteudstedelse. Bevægelsens Maal var altsaa at opretholde et højt Privniveau ved Hjælp af en stor Udstedelse af uindløselige Sedler. Partiet kæmpede med vekslende Held indtil 1879, fra hvilket Aar Sedlernes Indløselighed har været fastholdt og Bevægelsen for Udstedelsen af uindløste Sedler kan siges at have mistet sin Betydning. Fordringen om en Forøgelse af Omsætningsmidlerne har siden den Tid taget en anden Retning, idet den er bleven til Agitation for fri Sølvudmøntning eller Sedler, baserede paa Sølvindkøb, om end de egentlige Inflationister ogsaa af og til lade høre fra sig, og den fuldstændige Ophævelse af Statsnoter ikke har fundet Sted, idet der ifølge Lov af 1878 endnu cirkulerer – indløselige – Unionsnoter til Beløb af omtrent 347 Mill. Dollars.



Salmonsens konversationsleksikon, 1915-1930


Denne leksikonartikel er fra anden udgave af Salomonsens. Bindet, hvor denne artikel står, udkom i 1922.

Specielt interessant er at se, hvordan man på dette tidspunkt er fuldstændig klar over en inflations 2 betydelige konsekvenser: a) at den medfører en overførsel af rigdom fra borgere til stat og mellem samfundsklasser b) i første omgang en stimulering, i anden omgang en lammelse, af det økonomiske liv.

Som inflation dengang foregik, var det ved, at staten så at sige »lod seddelpressen køre«, så den absolut første konsekvens var, som det tydeligt forklares, statens mulighed for at bemægtige sig borgernes varer og ydelser.

I den henseende virker inflation nemlig nøjagtig lige som falskmøntneri; den eneste forskel er, at her er det formelt lovligt.

Inflation, af det engelske Ord inflation (Oppustning). er under Verdenskrigen blevet det internationale Udtryk for Samfundenes Overfyldning med Kredit- og Betalingsmidler. Til Brug for den krigsførende Stats Udgifter optages Krigslaan eller udstedes Papirspenge langt ud over det normale Behov. Ved disse kunstige Midler faar Staten en næsten ubegrænset Købeevne, som sætter den i Stand til at tilegne sig Samfundets Beholdninger af Varer og dets Arbejdskraft. Men derved drives Prisniveauet i Vejret, og den civile Befolkning stilles over for en altomfattende Dyrtid. Jo mere Varemængden svinder ind, dels ved Produktionens Stagnation, dels ved Statens Opkøb, des højere stiger Prisniveauet, og følgelig tvinges Staten da efterhaanden til at forcere Udstedelsen af Betalingsmidler og Laan yderligere, Inflationen, vokser altsaa.

Denne Bevægelse smitter naturligvis fra Land til Land, thi naar Inflationen har drevet Varepriserne op i de eksporterende Lande, maa de importerende Lande betale de indførte Varer dyrere. Naar f. Eks. Raastoffer, Kul og Fragter stiger, fordyres Produktionen overalt i Verden. I hvert Land, der maa gribe til ekstraordinære Foranstaltninger under Krigssituationen, sker samtidig indefra en Forskydning mellem Udbud og Efterspørgsel, saaledes at Inflationen faar en dobbelt Tilskyndelse. Efterhaanden breder den derved foraarsagede Prisbevægelse sig til alle Vareomraader og Samfundsklasser og fører til Brydninger og Uligheder, der fremmer Spekulationen. Saa længe denne Bevægelse foregaar, føler Samfundet ofte et Velvære derved, idet der skabes en kunstig Aktivitet og i store Befolkningslag en Følelse af Rigdom. I det lange Løb hævner dog Inflationen sig og medfører en Reaktion, naar den abnorme Tilstand ophører. Saa snart Produktionen atter kommer i Gang, begynder Prisniveauet at dale, og Regeringerne skal til at indfri deres Krigsgæld; Inflationen afløses af en K o n t r a k t i o n eller D e f l a t i o n, der i enhver Henseende danner en Modsætning til Inflation. En saadan Kontraktion indtraf f. Eks. 1874-1894 efter den at den fransk-tyske Krig og den amerikanske Borgerkrig skabte Inflation. De mest kendte Inflationsperioder opstod efter Amerikas Opdagelse, da Mængden af ædle Metaller i Europa forøgedes stærkt, under de langvarige Krige efter den franske Revolution samt under Verdenskrigen 1914-1918.



Store nordiske Konversationsleksikon, 1922


Denne leksikonartikel er fra Store nordiske Konversationsleksikon, som udkom i 1922.

Artiklen er tydeligvis skrevet midtvejs i 1922 og rummer – foruden flere sande pointer – indvarslingen af 2 kommende katastrofer. Dels skrives, at »Tyskland synes at være stærkt paa Vej til« grotesk inflation (alle ved nu, at præcis det skete i 1923), dels fastslås med denne artikels egne ord, hvad er en velkendt pointe inden for den østrigske skoles tænkning, at DER ER ALTID PENGE NOK – om et franskbrød koster 0,05 enheder eller 50.000 enheder af en given valuta er bare tal. Det vigtige er, at der kan ske en prisdannelse i markedets spontante koordination under forudsætning af et sundt monetært system. En deflationær pengepolitik som i Danmark under Stauning og Madsen-Mygdals regeringer er ikke bare unødvendig; den er skadelig.

Inflation er en under Verdenskrigen skabt Betegnelse for den ved en stærk Forøgelse af Omsætningsmidlernes Mængde, som Øe falder sammen med en stigende Anvendelse for Omsætningsmidler, fremkaldte Udvanding af Pengeværdien, der giver sig Udslag i almindelig Prisstigning (Dyrtid). Begrebsmæssigt kan da Inflation foreligge saavel ved bevidst Forøgelse af Pengemængden (navnlig Masseudstedelse af Banksedler) som ved en Tilbagegang i Omsætningernes Masse, der ikke ledsages af Indskrænkning af den cirkulerende Pengemængde, thi i begge Tilfælde indtræder en Forskydning i samme Retning i Forholdet mellem Summen af Omsætningen i Samfundet (Varer eller Tjenesteydelser) og Summen af Betalingsmidler, som efter den saakaldte Kvantitetsteori betinger en Forringelse af Omsætningsmidlernes Værdi (en Nedgang i Pengenes Købeevne), hvad der igen vil sige en Stigning af alle Priser. Med eller imod deres Villie har saavel krigsførende som neutrale Lande stiftet Bekendtskab med og lever fremdeles under Inflation, der er fremkommet ved den Udvidelse af Betalingsmidlernes Masse, som har været Midlet til at tilfredsstille Staternes Pengebehov. Inflationens Størrelse maales ved Prisniveauets Stigning, der aflæses paa de saakaldte Indekstal, og Vekselkursernes Bevægelser. Naar (Juni 1922) 100 000 østrigske Kroner sælges i Danmark for ca. 50 danske Kroner, skønt de efter Pari skulde koste 75.000 danske Kr., er det et Udtryk for, at den østrigske Kr. som Betalingsmiddel ikke ansættes til mere end ca. 1/1500 af sin tidligere Værdi, hvad der igen vil sige, at den herhjemme tages for mere end cirka 1/3000 af sin tidligere Værdi, da Danmarks Penge kun har halvt saa stor Købekraft som før Krigen (1000 østrigske Kr. = 50 danske Øre 1922 = 25 danske Øre 1914). Inflation har da i Østrig som i en Række andre Lande (i første Række Rusland og Polen) antaget rent groteske Former (sammenlign Tilstanden under den franske Revolution, da for 45 Milliarder Assiqnater sattes i Omløb), og Tyskland synes at være stærkt paa Vej til samme Tilstand; i Tsjekkoslovakiet og Finland er Inflationen betydelig, men Pengevæsenet er dog her som Helhed mere konsolideret.

Hvis den ved Inflation bevirkede Forandring af Pengeværdien kan fastholdes nogenlunde paa et vist Punkt, og alle Priser og Lønningssatser efterhaanden reguleres efter de nye (værdiformindskede) Penges Købekraft, er en Afvikling af Inflation (saakaldt Deflation) i og for sig ikke nødvendig af pengemæssige Grunde (men vil maaske være en Retfærdighedshandling overfor alle, der besidder Pengemidler, som er opsparet under de tidligere Forhold). Omsætningslivet arbejder nemlig lige saa godt med den ene som med den anden Pengeværdi. En stadig fremadskridende Inflation (ligesom Svingninger mellem Inflation og Deflation) skaber derimod en Række økonomiske og sociale Vanskeligheder, fordi snart den ene, snart den anden Samfundsklasse er under Tryk af et Misforhold mellem Indtægter og Priser, og fordi Handel og Produktion kommer til at arbejde paa ganske usikker Grund (snart uventede Tab, snart uventet stor Gevinst). – Hvor Inflation er større udtrykt i Vekselkurserne end udtrykt i Landets Prisniveau, kan med stor Fordel sælges Varer til Udlandet, der betaler efter den i Vekselkurserne udtrykte Inflation, hvorved Sælgeren, der har erhvervet Varen efter den i det hjemlige Prisniveau udtrykte Inflation, faar en Overpris, der virker som en Eksportpræmie. Dette er Baggrunden for saakaldt Valutadumping, som bereder Næringslivet i Lande med god Valuta saa store Vanskeligheder. Inflation og alle dermed i Forbindelse staaende Problemer er behandlet i talløse økonomiske Skrifter; i nordisk Litteratur saaledes særlig af Gustav Cassel, bl. a. i »Dyrtid och sedelöverflöd« (Stockholm 1917). I dansk Nationaløkonomisk Tidsskrift har bl. a. Professor L. V. Birck i flere Afhandlinger behandlet Emnet.



Den Nye Salmonsen, 1949


Denne leksikonartikel er fra Den Nye Salmonsen, der udkom i 1949.

Værd at bemærke i sammenligning med forgængeren fra 1922 er, at 'inflation' nu i første sætning forklares som det, der i 1922 var en konsekvens af 'inflation', nemlig prisstigninger.

Hvor metoden til skabelse af inflation i 1922 var staters udstedelse af papirpenge, nævnes nu også staters lånoptagelse.

Igen nævnes den konsekvens af inflation, som er statens mulighed for at opkøbe borgernes varer og ydelser, og igen nævnes også transmissionen af rigdom mellem befolkningsgrupper.

Som noget helt nyt i 1949-udgaven introduceres begrebet 'kreditinflation', altså pengeskabelse der sket på lånemarkedet.

Inflation (latin: oppustning), i den almindelige opfattelse en meget stærk prisstigning som følge af for kraftig udvidelse af samfundets pengemængde i forhold til omsætningens behov, oftest for at udvide statsmagtens andel i samfundets købekraft. Inflation har især fundet sted under og efter krige, hvor statsmagten har optaget større lån eller udstedt papirpenge for at dække sit behov for betalingsmidler. Hvis vedkommende land har guldfod fører inflation som regel til dens ophævelse, fordi centralbanken ikke kan overholde sedlernes indløselighed, og landets guldbeholdning ellers vil strømme til lande med mindre udviklet inflation. Øgelsen af pengemængden og indtægterne, målt i penge, samtidig med nedgangen i mængden af forbrugsgoder fører til prisstigning, som reelt betyder en overflytning af købekraft fra befolkningen til statsmagten og fra rentemodtagere, lønmodtagere, m. fl. til selvstændige erhvervsdrivende. Forringelsen af pengeformuers reale værdi begunstiger debitører (især staten) paa Bekostning af kreditorer.

– Kreditinflation er en inflation som især foregår gennem stærk udvidelse af bankkreditten, mens impulsen til en omkostningsinflation især udgår fra stadig stigende avancer, lønninger og andre produktionsomkostninger. Den modsatte udvikling kaldes deflation. De hidtil kraftigste inflationer er sket efter 1. Verdenskrig i Midteuropa og Rusland. I november 1923, da den tyske inflation standsedes, havde 4200 milliarder mark en værdi af 1 $. Under og efter 2. Verdenskrig er en vis, men endnu svagere inflation udviklet i de fleste lande.



Hagerups illustrerede konversations leksikon, 1949


Et andet leksikon fra 1949, Hagerups illustrerede.

Her skal fremhæves sætningen »Inflation forstærker sig selv ved, at alle køber for at undgaa, at Varerne bliver endnu dyrere.«

Det er nemlig en væsentlig iagttagelse, der samtidig i sin indlysende sandhed fuldstændig gennemhuller argumentet om, at »grådighed« var årsagen til den nuværende finanskrise. Det er nemlig de strukturelle forhold i samfundet, der dikterer den slags adfærd. (Læs bare Alexis de Tocquevilles Om demokratiet i Amerika) fra 1830-35, hvor han igen og igen demonstrerer dette.

Sagt på en anden måde: Når tilbage i perioder af Det Tyvende Århundrede diskontoen var over 10 %, er det indlysende nok, at en talemåde lød, at »sparsommelighed er en dyd.« Når i 1923 inflationen i Tyskland, som det skrives i denne leksikonartikel, nåede »astronomiske tal«, så stod kvinderne og rev mændenes løn ud af hænderne på dem, og løb ned i byen og købte ind, inden pengene var dramatisk faldet i købekraft. Disse mennesker var ikke mere 'grådige' end os andre, de agerede bare i henhold til de givne omstændigheder.

NÅR OP TIL FINANSKRISEN centralbankerne arrangerede historisk lave renter og uhæmmet kreditudvidelse, ja – så dikterede det den adrfærd, at folk optog lån i deres ejerboligers voksende friværdier o.s.v. og brugte pengene til forbrug.

Inflation, latin, egentlig Oppustning, nyere Betegnelse for en almindelig Prisstigning, som hidrører fra en stærk Forøgelse af Omsætningsmidlernes Mængde. Ved Inflation ligesom udhules Pengenes Værdi, idet der efterhaanden medgaar flere og flere til Indkøb af Varerne. Inflation truer derfor særlig de Kredse, som skal leve af sammensparede Midler, medens den arbejdende Del af Befolkningen før eller senere kan tiltvinge sig Lønforhøjelser i Takt med Prisstigningen. Inflation forstærker sig selv ved, at alle køber for at undgaa, at Varerne bliver endnu dyrere. Faren for Inflation er størst under Krige, naar Staterne for at bestride de dermed forbundne Udgifter lader trykke stadig flere Banksedler. Pengehistorien opviser adskillige Eksempler paa vidtdreven Inflation. Hyppigst nævnt er den tyske i 1923, under hvilke Priser og Pengemængde naaede op paa astronomiske Tal. Efter anden Verdenskrig har bl. a. Ungarn og Finland haft Inflation, og de danske Penges Værdi er forringet med op imod 45-50 %.



Lademanns Multimedia Leksikon, 1997


Denne leksikonartikel er fra Lademanns Multimedia Leksikon, der udkom i 1997.

I sammenligning med de 2 forgængere nævnes nu den forøgede pengemængde endnu senere i artiklen. Først nævnes nemlig prisstigning, og derefter som noget helt nyt »den samlede efterspørgsel«, helt i tråd med nyere tids økonomisk tænknings fokus på aggregerede størrelser.

Nedtonet i 1997 er desuden inflationens overførsel af rigdom mellem stat og befolkning og mellem samfundsgrupper. Det skyldes med rimelighed til dels sådan noget som den nævnte dyrtidsregulering samt i det hele taget jo nok den øgede økonomiske omfordeling, der også var kommet til siden de foregående leksikas udgivelse.

1920'ernes deflationære politik for at skabe »den ærlige krone« under Thomas Madsen-Mygdals Venstre-regering og Thorvald Staunings S-R-regering nævnes korrekt som skadelig. Dog kan det klart læses som en yderligere nedtoning af inflations skadelige virkninger.

Inflation (latin): oppustning. En stærk og almindelig prisstigning, fremkaldt af en forøgelse af den samlede efterspørgsel, regnet i penge, efter varer og tjenesteydelser. Muliggøres ved en forøgelse af betalingsmidlernes mængde. Inflationen mindsker pengenes værdi; herved forringes købekraften af f.eks. faste rente- og pensionsindtægter, ligesom værdien af obligationer og indestående i pengeinstitutter mindskes. Såkaldt værdifaste aktiver som fast ejendom og aktier bevarer i kraft af pris- og kursstigning deres værdi, mens byrden af de pengemæssige gældsforpligtelser mindskes. De erhvervsdrivendes fortjeneste følger oftest med prisstigningerne opefter, mens lønmodtagernes indtægt indtil 1983 sikredes delvis gennem den automatiske dyrtidsregulering, som fulgte reguleringspristallet. En meget kraftig inflation oplevedes i Danmark i årene før statsbankerotten 1813, i bl.a. Tyskland efter 1. verdenskrig og i en række lande efter 2. verdenskrig, i Europa f.eks. Finland, Frankrig samt Østeuropa, hvor betalingsmidlernes værdiforringelse førte til bl.a. en pengeombytning, således at 100 enheder af den gamle mønt ombyttedes med 1 enhed af den ny. I de senere år er noget lignende sket i bl.a. Island, Israel og sydamerikanske lande. En mild inflation, med 6-8 % årlige prisstigninger, oplevedes bl.a. i Danmark fra midten af 1960’erne; en dobbelt så stærk inflation indtraf midt i 1970’erne efter oliekrisen; men ved begyndelsen af 1980’erne dæmpedes inflationen. Danmark har haft lavinflation i første halvdel af 1990’erne: i 1993 1,2 %, i 1994 2,0 %, gennem 1995 1,8 %. Ved internationale sammenligninger skal ifølge en EU-forordning af 23. oktober anvendes »EU-harmoniserede forbrugerprisindeks«; dette viser for Danmark i 1995 en inflation på 2,2 %. En udvikling modsat inflation kaldes deflation; den gennemførtes i bl.a. Danmark i sidste halvdel af 1920’erne med vanskeligheder for erhvervslivet som følge.