Konjunkturcyklus på Finanskrisen.excathedra.dk

Det, der omtales som »Finanskrisen«, er en etape i en konjunkturcyklus.

En konjunkturcyklus induceres af pengepolitik.

Det er de pengepolitiske indgreb, der giver en udvidelse af pengemængden, der skaber konjunkturcyklussen.

I tidligere tider var det pengepolitiske indgreb til forøgelse af pengemængden simpel seddeludstedelse.

Senere har det været kreditekspansion på lånemarkedet.

Som et oplæg til behandling af konkunkturcyklusteori er de 2 første tekster på denne side gengivelser af leksikonartikler under overskriften »konjunkturer« fra hhv. 1949 og 1997. Skønt disse artikler ikke er skrevet på baggrund af nogen egentlig teori om konjunkturcyklussen, er de alligevel interessante med flere interessante iagttagelser og ved på flere planer at sætte fænomenet i historisk relief.

Endelig gengives en koncenteret version af den østriske økonom, amerikaneren Murray N. Rothbards (1926-1995), indledning til sin bog America's Great Depression om de cykliske kræfter, der var på spil i at inducere den cirka 20 år lange cyklus i USA, der i populære betegnelser i sine enkeltdele omtales som »De Brølende Tyvere« og »30'ernes Depression«, og som havde sine dramatiske højdepunkter med børskollapset, hvor aktieindekset kaldet Dow Jones fra sit højdepunkt den 3. september 1929, via nogle ikoniske dage i oktober samme år frem til det absolutte lavpunkt den 8. juli 1932 faldt hele 89 %, altså til kun 11 % af, hvad det havde været på sit højdepunkt små 3 år tidligere, for endelig at finde sin afslutning omkring Anden Verdenskrig.

Hvad vi har oplevet og gennemlevet i 00'ernes aktie- og friværdifest og med nedturen siden 2008 er af fuldstændig samme årsger som dengang.

Den Nye Salmonsen, 1949


Denne leksikonartikel er fra Den Nye Salmonsen, der udkom i 1949.

I forhold til sit senere sidestykke, 48 år senere, og som er gengivet lige nedenfor, er denne artikel meget mere informativ og giver læseren et betydelig bedre indblik i, hvad der er på spil i en konjunkturcyklus, og hvilke forskellige teorier, der findes om fænomenet.

konjunkturer (latin conjungere forbinde; hænge sammen), de svingninger i det økonomiske liv, som efter industrialismens gennembrud har fundet sted (siden 1825) i alle kapitalistiske samfund over perioder på oprindelig cirka 10-15 år, senere cirka 6-10 år. Konjunkturer fandtes ikke i oldtiden eller middelalderen og er heller ikke forekommet i Sovjetunionen. Konjunkturer har 4 faser: opgangsperiode, øvre vendepunkt, nedgangsperiode og nedre vendepunkt. Slutningen af opgangsperioden kaldes højkonjunktur, vendepunktet derefter krise og de følgende dårlige tider depression. Krise og depression har i 20. århundrede opfyldt en væsentlig større del af det samlede konjunkturforløb end i 19. århundrede. Opgangsfasen karakteriseres af stigning i rentabilitet, produktion, beskæftigelse og indtægt, evt. også i priserne. Den stadige udvidelse af den økonomiske aktivitet, især produktionsmiddelindustrierne, finansieres i stor udstrækning af øget bankkredit. På et vist tidspunkt sker omslaget idet der indtræder en nedgang i efterspørgslen efter investeringsgoder, en flugt fra vare- og kapitalværdier til kontante penge, som skaber en akut pengemangel med voldsomt stigende rentesatser, fulgt af prisfald og senere af fald i beskæftigelse og produktion. Under krisen svigter talrige forretningsindtægter og en bølge af fallitter sætter ind, som i anden omgang rammer andre befolkningsklasser. Depressionen præges af omfattende arbejdsløshed og uudnyttet produktionskapacitet samt nedskrivning af tabt kapital og ophobning af likvide penge i bankerne. Fra et vist tidspunkt indtræffer da – begunstiget af lav rente og lave produktionsomkostninger i øvrigt – en ny opgang.

– Konjunkturerne hænger sammen med. at produktionens omfang under kapitalismen bestemmes ved den udsigt, de enkelte ejere af produktionsmidler har til et overskud (profit) ved salg af de producerede varer, mens efterspørgslens omfang bestemmes af den samlede befolknings indtægter og disses anvendelse (til opsparing eller til konsum). Konjunkturbevægelsen udvikles i de støre industrilande, men breder sig, gennem udenrigshandel og kapitalbevægelse, til mindre lande, således at forløbet er omtrent parallelt i alle kapitalistiske lande.

– De talrige konjunkturteorier kan inddeles i følgende hovedgrupper: i) eksogene, som antager, at hver ny konjunkturbevægelse fremkaldes af fænomener uden for det normale økonomiske system f. eks. klimatiske forhold ii) endogene, som finder årsagerne i samfundets økonomiske struktur. Efter deres forklaring af krisens indtræden kan de opdeles i 1) monetære teorier (penge- og kreditforhold afgørende); 2) overinvesteringsteorier (overudvikling af investering i forhold til opsparing, d.v.s. kapitalmangel) – ofte kombineret med 1); 3) underkonsumteorier (overudvikling af konsumgodeproduktion i forhold til købekraft) – herunder socialismens konjunkturteori. Endelig kan nævnes psykologiske teorier, oftest kombineret med andre.



Lademanns Multimedia Leksikon 1997


Denne leksikonartikel er fra Lademanns Multimedia Leksikon, der udkom i 1997.

Det interessante ved denne artikel er, at den er fuldstændig uden angivelse af årsagssammenhænge overhovedet. Blot opremses en række symptomer, mens det så alligevel påstås, at »konjunktursvingninger aldrig helt vil kunne afskaffes«, hvordan man så ellers kan driste sig til at påstå det, når man slet ikke har nogen forklaring overhovedet på, hvor konjunkturudsvingene har sit udspring. Og det er jo helt i tråd med, hvordan konjunkturudsvingene i ihvertfald de seneste 10 år selv på universitetsniveau omtales om de facto er metafysisk fænomen.

konjunkturer (latin): forholdsvis regelmæssige svingninger i et samfunds økonomiske aktivitet, især udtrykt ved ændringer i produktionens, især investeringsvareproduktionens, samt beskæftigelsens, indkomsternes, rentens og prisernes højde. Man har især kendskab til sådanne svingninger i de kapitalistiske lande fra begyndelsen af 19. årh., og der har oftest været 7-10 år mellem to på hinanden følgende højdepunkter. Efter 2. verdenskrig har konjunkturerne dog i USA og især i Vesteuropa været mindre udprægede, idet der gjorde sig en ret kraftig opadgående langtidstendens gældende, indtil der i 1970erne indtraf et almindeligt tilbageslag, som faldt sammen med flerdoblingen af priserne for importeret energi. Derefter er det "klassiske" konjunkturforløb muligvis genoplivet. En konjunktursvingning eller konjunkturcyklus har ikke samme forløb hver gang, men indeholder dog de samme faser. Under højkonjunktur stiger produktionen, beskæftigelsen, og efterhånden også lønningerne, priserne og rentefoden. På et vist tidspunkt sker der et omslag, undertiden i form af en egentlig krise med bratte fald i aktiekurserne, fallitter inden for erhvervslivet, og herefter sætter en depression ind, kendetegnet ved fald i produktionen, beskæftigelsen og rentefoden samt i nogen grad også i priserne og lønningerne. Efterhånden holder depressionen op, og en ny højkonjunktur kan begynde. I et markedsdirigeret (kapitalistisk) samfund vil konjunktursvingninger aldrig helt kunne afskaffes, men det er muligt for statsmagten ved passende indgreb at afbøde deres uheldige virkninger; f.eks. vil skattelettelser og igangsættelse af offentlige arbejder kunne modvirke en depression.



Murray N. Rothbard, 1963


Murray N. Rothbard fremlagde teorien om konjunkturcyklussen i en god og lettilgængelig version på de første sider af hans bog America's Great Depression fra 1963. Det nedenstående er en koncentreret version af dette kapitel.

KONJUNKTURCYKLUSTEORI
Undersøgelse af konjunkturcyklusser må nødvendigvis baseres på en tilfredsstillende teori. Bare at glo »fordomsløst« på bunker af statistikker er nytteløs. En konjunkturcyklus foregår i den økonomiske sfære, og derfor bør en brugbar teori integreres med den generelle økonomiske teori. Og dog er det bemærkelsesværdigt, som en sådan integration, selv forsøgt integration, er undtagelsen, mere end reglen.

Kun i Schumpeters og von Mises’ teorier er konjunkturcyklusteorien blevet integreret i de generelle økonomiske teorier.

KONJUNKTURCYKLUSSER OG UDSVING I ERHVERVSLIVET
Det er vigtigt indledningsvis at skelne mellem konjunkturer og mellem almindelige svingninger i erhvervslivet. Vi lever nu engang i et samfund af kontinuerlig forandring, der kan aldrig blive præcist forudsagt på forhånd. Folk forsøger at forudse og foregribe ændringer, det bedste de kan, men sådanne prognoser bliver aldrig en eksakt videnskab. Iværksætterne opererer i et felt af prognoser af markedet, både med hensyn til udbud og efterspørgsel. De mest succesfulde af dem tjener penge i overensstemmelse med deres forudsigelser, men de, der ikke lavede korrekte prognoser, taber penge.

Ændringer sker konstant, forbrugerne skifter smag; tidspræferencer og følgelig forholdet mellem investering og forbrug ændres; arbejdsstyrken ændres i antal, kvalitet og lokalitet; jordklodens ressourcer opdages eller opbruges; teknologi ændres og ændrer produktionsmulighederne; lunere klima ændre afgrøderne o.s.v. Alle disse ændringer er typiske træk ved ethvert økonomisk system. Faktisk kan vi ikke rigtig forestille os et uforanderligt samfund, hvor alle gjorde nøjagtig de samme ting dag efter dag, og hvor ingen økonomiske data nogensinde ændrede sig.

Problemet for en konjunkturcyklusteori er fænomenet med en generel højkonjunktur og en generel depression. Det, vi forsøger at forklare, er de generelle boom og bust i erhvervslivet. I de indledende overvejelser over de generelle bevægelser i erhvervslivet, så er det umiddelbart indlysende, at sådanne bevægelser må blive overført gennem den generelle middel til udveksling af varer og ydelser – penge. Penge er bindeleddet i al økonomisk aktivitet. Hvis prisen på een vare går op, og en anden ned, kan det konkluderes, at efterspørgslen er flyttet fra en branche til en anden, men hvis alle priserne bevæge sig op eller ned samtidig, må nogle forandringer havde fundet sted i den monetære sfære.

Men generelle udsving i forretningslivet løser ikke i sig selv gåden om konjunkturcyklussen.

Hvis pengemængden øges eller efterspørgslen falder, vil priserne stige, men hvorfor skulle det medføre en konjunkturcyklus? Og mere specifikt – hvorfor kommer der en depression?

PROBLEMET: EN KLYNGE AF FEJL
Hovedproblemet, en konjunkturcyklusteori skal forklare, må være: Hvorfor begår alle erhvervsdrivende pludselig fejl? Erhvervsaktiviteterne kører pænt derudad, og de fleste virksomheder laver hæderlige overskud. Pludselig uden varsel ændrer tingene sig, og store dele af erhvervslivet oplever tab; de afsløres pludselig i at have lavet forkerte prognoser. Hvordan skal vi forklare det fænomen, at der pludselig sker så drastiske fald i indtjening? Hvordan begik alle landets snu forretningsmænd pludselig fejl, og hvorfor lige på dette tidspunkt? Det er det store problem for en konjunkturcyklusteori.

FORKLARINGEN: BOOM OG DEPRESSION
I et frit marked vil der ikke være sådanne sammenfald af fejl, da erfarne erhvervsfolk ikke alle begår fejl samtidig. Den ’boom-bust’-cyklus er genereret af monetære indgreb i markedet, specielt kreditudvidelse. Hvis vi forestiller os et marked med en given pengemængde, så vil nogle af pengene blive brugt til forbrug, mens resten spares op og investeres. Forholdet mellem penge brugt til forbrug og penge sparet op og investeret afhænger af folks tidspræference, hvilket vil sige i hvilken grad de foretrækker tilfredsstillelse nu i forhold til i fremtiden. Des mindre de foretrækker dem nu, des lavere er deres tidspræference og des lavere vil renten være, renten som bestemmes af alle individerne i samfundets tidspræference.

Men hvad sker der, hvis bankerne skaber flere penge, enten som pengesedler eller som bankindskud? De nye penge fosser ud på lånemarkedet og sænker renten. Det får det til at se ud, som om mængden af opsparing er forøget, for virkningen er den samme: Mængden af midler til investering synes at være steget, og renten falder. Erhvervsfolkene bliver kort sagt vildledt til at tro, at mængden af opsparede midler er større, end den egentlig er.

En meget udbredt forklaring på krisen er, at den hidrører fra »underforbrug« - fra en manglende forbrugerefterspørgsel efter varer til priser, der ellers er profitable for erhvervslivet. Men det er stik imod det almindeligt kendte faktum, at det er industrier inden for produktionsmidler, ikke forbrugsgoder, der virkelig lider under depressionen.

Summa summarum: Erhvervslivet blev vildledt af bankernes kreditinflation til at investere i produktionsmidler, som kun kunne opretholdes med lavere tidspræferencer og mere opsparing og investering; men så snart inflationen siver ud til befolkningen, genoprettes forholdet mellem forbrug og opsparing, og investeringerne i produktionsmidler viser sig at være spildte. Erhvervsfolk blev ført hen mod denne fejl af kreditudvidelsen og dens manipulation med det frie markeds renteniveau.